Lørdag d. 30 September 1961 kl. 7:00 ringede telefonen i huset i East Millcreek.

Marjorie tog telefonen og hørte Prs. McKay i den anden ende. Kunne han komme til at tale med Gordon?

"Har jeg afbrudt noget?", spurgte Prs. McKay da Gordon kom til telefonen.

"Kun min morgenbøn", lød svaret.

"Kan du komme til mit kontor, så hurtigt som muligt?"

Gordon lod forstå, at han ville komme så snart det kunne lade sig gøre.

Mindre end en time senere sad de to knæ mod knæ, og Prs. McKay forklarede grunden til dette tidlige møde, lige før generalkonferencens morgenmøde.

"Jeg har følt, at jeg skal foreslå, at du skal udfylde den tomme plads i De Tolv Apostles Kvorum, fortalte han ganske enkelt Ældste Hinckley, "og vi vil gerne opretholde dig ved konferencen i dag".

Disse ord tog pusten fra Gordon, han søgte uden held efter et svar. Hvorledes kunne et sådant kald tilfalde ham? Han viste selvfølgelig at der var et sæde ledigt i De Tolv Apostles Kvorum, men aldrig blot et øjeblik, havde han forestillet sig, at han skulle udfylde det.

Prs McKay fortsatte: "Både din bedstefar og din far var værdige til dette kald, og ligeså er du". Med disse ord sank Ældste Hinckley sammen, for der var ingen større kompliment profeten kunne have givet ham, der ville have betydet mere. "Tårer fyldte mine øjne, da Prs. McKay så på mig med sine gennembordende øjne, medens han fortsatte med at tale om mine forfædre", husker han. Min far var en bedre mand end jeg nogensinde vil kunne blive, men han havde ikke de samme muligheder som jeg. Herren har velsignet mig med mange muligheder. (Uddrag fra Biografien: "Gordon B. Hinckely, Go forward with faith" s. 234)