En Ældste debatterede med en prædikant foran en stor forsamling. Ældsten afsluttede sin tale med at bære sit vidnesbyrd.

“Jeg vil gerne stille Ældsten nogle spørgsmål” sagde prædikanten.
“Hvordan kan du med sikkerhed vide det er sandt?”

“Ved du det ud fra noget du har set?” Ældsten sagde at det havde han ikke.
“Ved du det fra noget du har hørt?” Nej.
“Noget du har rørt ved?” Nej
“Noget du har smagt?” Nej
“Så du ved kun at det er noget du har følt?” Ja, Herre.

Her er en mand, sagde prædikanten, og vendte sig mod tilhørerne, som kommer til os med en udtalelse, om at han ved, så sikkert som han ved noget, at mormonismen er den eneste sande kirke, dog når vi spørger om, hvad hans bevis er, er det kun på en af de 5 sanser ~ Følesansen.”

Han blev ved med at væve over det absurde over dette.

Ældsten vidste at han var nød til at gøre noget for at støtte sit argument. Han bøjede en nål, og lagde den på prædikantens tomme stol. Prædikanten sluttede sin tale med ild, og satte sig ned. Blot for omgående at rejse sig igen.

“Hvad er der galt, spurgte Ældsten uskyldigt?”

“Hvad der er galt! Du ved meget vel hvad der er galt. Hvorfor lagde du den nål på min stol?”
“Hvordan ved du at jeg lagde den der? Så du mig gøre det? Hørte du det? Smagte du det? Lugtede det?”
“Nej, men jeg kunne mærke det.” tog prædikanten til genmæle.

Så vendte Ældsten sig mod forsamlingen og sagde: Her er en mand, som vil have os til at tro, at han ved at jeg lagde en nål på hans stol, når hans eneste bevis er ~ en af de 5 sanser.”

Og det var ham der gjorde så meget ud af utilstrækkeligheden af dette ene bevis.