Det år vi blev indskrevet i realskolen, kunne bygningen ikke huse alle eleverne, så vores klasse blev sendt tilbage til grundskolen.
Vi var rasende. Vi havde allerede gået i skole i seks år i den bygning, og vi mente, at fortjente noget bedre.
Alle drengene i klassen mødtes efter skole. Vi besluttede, at vi ville gå i strejke.
Næste dag mødte vi ikke op på skolen. Men vi havde ikke noget sted at gå hen. Vi kunne ikke blive hjemme, for så ville vore mødre stille spørgsmål. Vi tænke ikke på at tage ind til byen og gå i biografen. Det havde vi ikke penge til. Vi tænkte ikke på at gå i parken. Vi har bange for at blive  opdaget. Vi strejfede bare om og spildte dagen.
Næsten morgen stod inspektøren, Mr. Stearns, i skolens hoveddør og tog imod os. Han sagde, at vi ikke kunne komme tilbage til skolen, førend vi havde fremvist en seddel fra vore forældre. Strejke, sagde han, var ikke en måde at løse et problem på. Hvis der var noget, vi ville klage over, kunne vi møde op på inspektørens kontor og tale om det.
Jeg husker, hvor nervøs jeg var, da jeg trådte ind i huset. Min mor spurgte mig, hvad der var i vejen. Jeg fortalte hende det. Hun skrev en seddel. Den var meget kortfattet. Det var den mest svigende irettesættelse, hun nogen sinde havde givet mig.
Der stod: »Kære Mr. Stearns Undskyld Gordons fravær i går. Han handlede ganske enkelt efter en indskydelse til at følge flokken.« Jeg har aldrig glemt min mors seddel. Jeg besluttede på stedet, at jeg aldrig ville gøre noget, blot for at følge flokken. Jeg satte mig for, at jeg ville træffe mine egne beslutninger ud fra mine standarder og ikke lade mig skubbe i en eller anden tilfældig retning af de mennesker, jeg befandt mig iblandt. Den beslutning har været til velsignelse for mig mange gange.