"Jeg står nede ved kysten. Der ligger et skib ved siden af mig.
Det er ved at sætte sine sejl i den friske morgenbrise for at sejle ud på det blå hav.

 

Det er meget smukt og virker solidt.
Jeg står stille og betragter det, medens det lægger fra kaj og glider ud på havet.

Jeg bliver stående og ser, hvordan det bliver mindre og mindre, indtil det til sidst hænger som en hvid sky, der hvor himmel og hav mødes.

 

Så er der en ved siden af mig, der siger: "Så, nu er det væk." 

Væk, hvor er det henne?

 

Ude af syne, det er det hele.
Det er fuldt ud ligeså stort, som det var, da det forlod kajen, og lige så godt rustet til at bære sin levende last til sit bestemmelsessted. 

 

Det blev mindre for mit øje, men ikke i sig selv; og lige i det øjeblik, hvor en eller anden ved min side sagde: "Så, nu er det væk," er der andre øjne, som iagttager det komme og andre stemmer, der råber: "Der kommer det!"

Og sådan er det at dø."