Julepyntens symbolik
 
Træet kan ses som livets træ. Et grønt og frodigt træ midt i en mørk tid. Pyntes skal det. Pynten vi sætter på træet har sin historie.
Lys er et symbol på Jesus. Hans fødsel var som et lys. I katolske lande tænder de lys i kirken.
Hjerter er også Jesus. Julen er hans fest, hjerternes fest.
Æbler er et symbol på frugtbarhed. Et gammelt ønske om et rigt og godt år på marken og i hjemmet. En legende siger også, at æbletræerne blomstrede den nat Jesus blev født.
Roser af crepepapir eller silkepapir hører også til på træet. Jesus er en rose. Mange salmer handler om roser (Jesus) bl.a. "En rose så jeg skyde", "Den yndigste rose er funden".
Englene er budbringerne fra Gud om det glade julebudskab.
Stjernen i toppen er Betlehemsstjerne der viste vej til stalden, hvor Jesus blev født. Tidligere kunne man også have en engel eller en nisse!
Kræmmerhusene er fra den tid, hvor man kom nødder og slik på træet. Kræmmerhuse fik man også godter i hos købmanden.
Trommer, trompeter og danske flag stammer fra krigene mod Tyskland i 1849 og 1864. I disse år voksede nationalismen. Det satte sig også spor på juletræet. Foran tropperne gik en lille dreng med tromme. Trompeten gav fanfare til angreb eller tilbagetrækning.
Glaspynt stammer fra Thüringen, hvor man stadig har en stor produktion af glasvarer.