Rengøring af kobber og messing
(fra Forbruger-rabatten )

Når man skal pudse sit kobbertøj eller sine messinggenstande, kan man sagtens købe pudsemidler til begge slags i alle supermarkeder. Hvordan man griber det an, vil man kunne læse på bagsiden af flaskerne. Men hvis det, man skal pudse, har mange kanter og kroge, der kan være svære at komme ind i med et almindeligt pudsemiddel, er en anden metode nogen gange mere velegnet; den er ganske simpel og ikke kræver de store anstrengelser.
Du skal bruge:
En skål
Køkkensalt
Eddike
Mel
En blød smal børste, fx en tandbørste
Varmt vand
Gammelt håndklæde
Forberedelse:
Find først en skål frem, og bland heri en spiseskefuld salt med en spiseskefuld mel. Tilsæt eddike, til det bliver en lind grød. Hav en gammel børste og evt. en klud parat.
Arbejdet trin for trin:
Bred et gammelt håndklæde ud på et bord. Det skal være et håndklæde, der kan tåle at blive snavset, da det sikkert ikke bliver helt rent igen. Det mest praktiske vil være, at bruge det samme håndklæde hver gang. Så behøver man ikke tage hul på et nyt, hver gang man skal pudse sit kobber- og messingtøj.
Læg genstanden, som skal pudses, oven på håndklædet, og smør grøden ud på den. Fordel den blandede grød med den bløde (tand-)børste, der rigtig kan komme ind i de besværlige kroge. Herefter skal grøden blive siddende i 5-10 minutter. Vask bagefter genstanden under den varme hane – og resultatet bliver skinnende flot.